Er du bange for at blive såret igen?

 

Føler du en trang til at skubbe det hele væk, når der er noget der kommer lidt for tæt på?, Er du bange for hvad andre synes om dig? eller hvad du i sidste ende kommer til at synes om dem?. Har du oplevet noget så hjerteskærende, som du stadigvæk ikke ved om du er helt ovre endnu?, Finder du på ofte på undskyldninger for at få det bedre med sig selv? 

Ja, du har ret spørgsmålende er uendelige og svarende lige så.. Dog vil jeg lige fortælle dig en ting..

Det er okay at være at bange – for som regel er ret mange ting virkelig skræmmende, det er okay at tage det i sit eget tempo, det er også okay ikke at springe ud i det i første omgang.. men det er ikke okay, at være bange for at leve.

Det kan være svært at prøve nye grænser af, fordi det er ikke bare en fysisk bevægelse – men nærmere en psykisk overtagelses manøvre, fordi du ikke længere kæmper imod de folk, som du har dig nært.. Den eneste du kæmper imod, er dig selv.

Jeg siger ofte til mig selv og andre, at de skal se livet som en stor legeplads.

På en legeplads er der både vipper, gynger, sandkasser osv. , og ved disse legeområder føler du tryghed, fordi du ved med sikkerhed hvad der sker, når du leger indenfor disse trygge rammer.

Men så en dag, ankommer der en  ny rutsjebane til legepladsen, og den ser godt nok skræmmende ud. Er det virkelig grund nok til ikke at prøve den? – Forhåbentligt ikke!

For hvis du prøver at stille dig selv, et anderledes spørgsmål, såsom: Hvad er det værste som der kan ske?

Vil det i forhold til eksemplet med legepladsen, være at du selvfølgelig kan falde og slå dig, men til gengæld vil den rift være et minde for resten af livet, om hvor cool du var, da du tog springet og hoppede op på den rutsjebane.

Er det ikke den rutsjebanetur værd?