Så derfor kunne jeg egentlig godt tænke mig at spørge dig om, hvorfor du egentlig altid går og brokker dig, over dit eget valg?

Hvis du nu ser livet som et stort buffetbord, vælger du selv om du vil have en kæreste, være ryger, hvilket job, hvilken uddannelse osv.

Det er som om at vi mennesker har en tendens til at brokke os over de valg som vi tager her i livet, men hvorfor ikke bare fjerne det som der smager så dårligt?

Føler du en trang til at skubbe det hele væk, når der er noget der kommer lidt for tæt på?, Er du bange for hvad andre synes om dig? eller hvad du i sidste ende kommer til at synes om dem?. Har du oplevet noget så hjerteskærende, som du stadigvæk ikke ved om du er helt ovre endnu?, Finder du på ofte på undskyldninger for at få det bedre med sig selv? 

Ja, du har ret spørgsmålende er uendelige og svarende lige så.. Dog vil jeg lige fortælle dig en ting..

Det er okay at være at bange – for som regel er ret mange ting virkelig skræmmende, det er okay at tage det i sit eget tempo, det er også okay ikke at springe ud i det i første omgang.. men det er ikke okay, at være bange for at leve.

Det kan være svært at prøve nye grænser af, fordi det er ikke bare en fysisk bevægelse – men nærmere en psykisk overtagelses manøvre, fordi du ikke længere kæmper imod de folk, som du har dig nært.. Den eneste du kæmper imod, er dig selv.

Jeg siger ofte til mig selv og andre, at de skal se livet som en stor legeplads.

På en legeplads er der både vipper, gynger, sandkasser osv. , og ved disse legeområder føler du tryghed, fordi du ved med sikkerhed hvad der sker, når du leger indenfor disse trygge rammer.

Men så en dag, ankommer der en  ny rutsjebane til legepladsen, og den ser godt nok skræmmende ud. Er det virkelig grund nok til ikke at prøve den? – Forhåbentligt ikke!

For hvis du prøver at stille dig selv, et anderledes spørgsmål, såsom: Hvad er det værste som der kan ske?

Vil det i forhold til eksemplet med legepladsen, være at du selvfølgelig kan falde og slå dig, men til gengæld vil den rift være et minde for resten af livet, om hvor cool du var, da du tog springet og hoppede op på den rutsjebane.

Er det ikke den rutsjebanetur værd?

Prøv at stil dig selv dette spørgsmål et par gange og hvis du har svært ved at sige “Ja” til overstående spørgsmål, så synes jeg at du skal blive ved med at læse.

Lukker du ofte andre ind? og lader deres holdninger/meninger påvirke dig, til at du måske ender med at gå i en anden retning?. Det kan være rigtig svært at indrømme, at man ikke altid er herre over sit eget liv, nogengange stopper man simpelthen op, og lader andre følge en på vej. – Så derfor synes jeg, at det er vigtigt at kunne stoppe op og blive herren over sit eget liv .. En ting kan vi i hvert fald hurtigt blive enige om, at der er ikke nogen anden som der skal få lov, til at trænge ind i dit spejlbillede..

men hvordan distancere man sig selv fra dette? og hvordan begynder jeg?, (Jeg ser mig langt fra selv som et orakel, og i skal ikke læse nedestående som opskrift på livet.)

Jeg elsker at skrive og derigennem har jeg altid haft en kæmpe passion for at blive forfatter. Jeg starter på mit første værk i slutningen af år 2012, og den er stadigvæk langt fra færdig idag. Grunden til at jeg ikke sidder med den bog i hånden idag, er fordi andres meninger og holdninger har betydet alt for meget for mig. “Kan man overhovedet tjene penge på det der Line?” – “Er det ikke ret svært at blive?” – “Hvad har du tænkt dig?” – Ligesom så mange andre, har jeg mødt disse spørgsmål og det var den første stopklods jeg ramte ind i. Jeg satte mig ned, og fik distanceret mig, fra hvad alle de andre sagde, fordi i sidste ende betyder det jo ingenting.

Spejlbilledet var nu klart, og det var kun mig der stod alene med min “forfatterdrøm”, men skrivelysten var der stadigvæk ikke. Jeg kunne ikke finde ud af hvad det var, indtil en meget klog nær ven, satte sig ned og sagde til mig “Hvis du ikke engang selv kan acceptere at du gerne vil være forfatter, og vise verdenen hvad du kan præstere. Hvordan kan du så forvente andre skal?”, lige præcis dette spørgsmål var mit “point of no return” – det viste sig jo slet ikke at være andres holdninger, der var min stopklods, jeg stod praktisk talt og spændte ben for mig selv. Så ud fra denne oplevelse lærte jeg at elske idéen om at blive forfatter og derudover at tilkendegive mine skrevne ord, til flere..  *Derfor startede jeg rent faktisk idéen om denne blog.

Jeg må være ærlig, og indrømme, at det er svært for mig, at lukke mig op på den her måde – da det i lang tid har været en side af mig, som har være meget censureret. Når jeg skriver disse ting, føler jeg mig nøgen – men nu hvor jeg har været nøgen på skrift de sidste par dage – må jeg indrømme at det føles “Fandme fantastisk!”

Så hvis jeg skulle give dig et råd fremover, synes jeg at du selv skal stille dig det spørgsmål, som jeg fik: “Hvis du ikke engang kan acceptere dig selv, hvordan kan du så forvente at andre skal kunne gøre det?”

(Dedikeret til en meget vigtig person i mit liv, som har hjulpet mig med at se tingende, på en anderledes måde – det er jeg dig evigt taknemmelig for .. du ved godt selv,  hvem du er <3 )

Våde øjne, søvnløse nætter, sirende stemme, svedige fødder, overdramatiserede  tanker og ultimatumer

Kunne det ikke være dejligt bare at sætte en stor fed streg over disse følelser?, jeg hader når man bliver ledt ind i det såkaldte venteværelse. Fordi spørgsmålende er jo uendelige “Hvornår ringer han til mig?” , “Hvorfor skriver hun ikke?”, “så kan det da også bare være ligemeget det hele!!”, “men hvad hvis nu? …. “. Det kan blive ved, jeg ville ønske at der var en veninde eller ven der kom og klappede mig på skulderen og sagde ” Line, så vild er han ikke med dig” eller “Line, nej han ringer ikke – fordi han er ikke interesseret” – det kan godt være at det gør ondt at få af vide, men det vil da spare mig for så meget sørge tid, på længere sigt.

Nu skal jeg heller ikke spille hellig, selvfølgelig har jeg også prøvet at lede min eventuelle partner ind i venteværelset og når jeg tænker mere grundigt over, hvorfor jeg egentlig gjorde det – er svaret jo klart og tydeligt: Så vild var jeg alligevel heller ikke med ham.

http://https://www.youtube.com/watch?v=sCWvVSE0WMk

Piger? kender i den irritation, der kommer snigende når en dreng kalder en pige for en “Slut”? fordi at hun måske har været meget rundt omkring, men hvis samtaleemnet ryger over på en dreng, der har været sammen med et lige så stort et antal, får han er high five.

Jeg vil tilstå noget, i lang tid har jeg ligesom mange andre piger, reageret på det her.  Fordi at jeg rent faktisk synes at det var en lille smugle kønsdiskriminerende. Min holdning er dog blevet ændret, da jeg fik set et andet synspunkt på det og det vil jeg rigtig gerne dele med dig.

Inden at du hidser dig op næste gang overfor en ven/kæreste eller noget i den stil, synes jeg at du lige skal kigge engang, på de truth facts. For det første, er det 1000 gange nemmere for en pige at score kontra en dreng og for det andet du behøver heller ikke være særlig køn – for at få noget på den dumme. Jeg synes lige at du skal tænke over det, for du ser godt nok mange grimme”sluts”, men ingen grimme “playboys”.

Dog vil jeg lige tilføje noget til det overstående, jeg har ikke i sinde, at træde på nogen. Fordi samtidig, kan vi godt blive enige om at hvis en person har været sammen med rigtig mange, vil det være ucharmerende..

– og det er ligegyldigt, om det er hunkøn eller hankøn.